REFSVINDINGE KIRKEUddrag af: Refsvindinge,Træk af sognets historie af
Ethvert sogn, der ejer en gammel kirke, ejer en rigdom af værdifulde historieminder. Ingen anden bygning, intet andet sted i sognet har som kirken været både centrum og ramme om beboernes fællesliv i glæde og sorg. Her skal kun, af hensyn til pladsen, kort skitseres hvad selve bygningen og de sparsomme skriftlige kilder fortæller. Kirken er opført en gang imellem år 1150-1200, i romansk stil af tilhugne kampestenskvadre, kullet og med halvrund apsis, to vinduer i hver side af skibet, samt tre i alt i kor og apsis. Der har oprindelig været både syddør og norddør, ved en af disse var granitdøbefonten anbragt. for at symbolisere, at dåben var indgangen til menighedens liv. Alteret har været et stenbord, hvorpå der stod trækors. Kirken er indviet til helgenen St. Dionysius. Der har vistnok ingen sidealtre været. I unionstiden er den store ombygning foretaget. I hundredåret 1350-1450 indbygges hvælvingerne, koret forlænges mod øst, og det svære vesttårn bygges; om alt dette er sket på een gang, kan ikke siges bestemt. Heller ikke kan der fortælles noget som helst om, hvem eller hvilke der har bygget kirken eller stået for ombygningen. Et er sikkert, det har været folk, der kunne deres håndværk, hvad der tydeligt kom for dagen under den store reparation i 1962. Det viste sig nemlig, at trykket på hvælvingerne gik lodret ned i bærepillerne, ikke på noget punkt har de presset på ydermurene. Når disse alligevel var skredet noget ud foroven, skyldet det begravelser umiddelbart udenfor tæt ind til sokkelstenene. Da biskop Jakob Madsen i 1589 visiterede Refsvindingc kirke og menighed, tegnede han i sin visitatsbog en lille skitse på fri hånd af kirken. På denne tegning ses, at der endnu intet våbenhus var tilbygget. Alterbordet af sten forsvandt også i tidens løb og erstattedes med et af træ, hvorpå der anbragtes et såkaldt alterskab med to fløje, der ved højtiderne sloges op, så de udskårne, forgyldte billeder kunne stråle i glansen fra lysene. Den nidkære biskop var meget vred på de katolske altertavler, hvor han traf dem, den i Refsvindinge kirke kalder han "en forgiftig tavle: jomfru Maria og gamle Gud ved venstre side, på fløjene 12 apostle og 4 bisper". Men han fortæller videre, at kirken har "2 passelige klokker, døbefonden i vesterenden nede i tårnet, 1 skab, smuk, liden degnestol og skriftestol". Endvidere bemærker han, at der er stole oppe i koret, og 2 messinglysestager, samt en god kirkelade. Det ser ud til, at kirken har været ret vel forsynet med alt, hvad der hørte til i de tider. En ejendommelighed ved kirkebygningen her - som ved flere andre - er, at skibets bredde ikke er ens i vest og øst, men smalner stærkt hen imod koret. Omkring år 1600 tilbygges våbenhuset og de svungne gavlprydelser i renæssancestil opsættes. Sidstnævnte tidsangivelse bygger fornemmelig på følgende: I en regnskabsbog fra 1577 over kirkens ejendom findes en opgørelse over oplag af sten, bly og kalk for en årrække. År 1598 er der 14 skippund bly og 3000 mursten. År 1600 er der 5 skippund bly og 5000 mursten, desuden 6 læster kalk. (1 læst=12 tdr.). År 1601 er der 5 skippund bly og 5000 mursten, 6 læster kalk. År 1602 er 1000 mursten hos Jens Wiborg i Nyborg ikke brugt. Biskop Jacob Madsen visiterede kirken igen tredje gang 1598 og bemærker: "De bygget på muren". Endelig er skiftegangen i våbenhusets mur "moderne" trods munkestenene: Et skifte bindere og et skifte løbere. Inde i kirken sker der også. store forandringer. Den "forgiftige" tavle forsvinder, og en ny sættes op tillige med en ny prædikestol 1605. Nye stole havde allerede i 1592 afløst de gamle, som biskoppen kalder "onde stole". Hele kirkerummet har fra de ældste tider været kalket hvidt. Om der i romansk tid har været kalkmalerier og anden udsmykning af koret, vides af gode grunde ikke. Efter den store ombygning i gotisk stil blev hvælvingerne smykket med borter langs ribberne, og rimeligvis har der også været kalkmalerier. Spor af denne udsmykning viste sig tydeligt, da man under den sidste restaurering rensede den gamle puds af. Som slutning på denne skitsemæssige gennemgang vil det være naturligt at ende ved gulvet. Oprindelig har gulvet bestået af en brolægnlng med små, flade sten. Ovenpå disse er, rimeligvis senere, lagt murstensfliser. Det var praktisk, at gulvet let kunne tages op, da man i den ældste kristne tid begravede de døde inde i kirken, så længe dette var muligt. Kirkegårdene er da efter al sandsynlighed noget yngre end selve kirken. Huset var dengang i uendelig større grad end nu om stunder Guds hus og under hans særlige beskyttelse. Den bedste gravplads uden for kirken blev af denne grund lige under tagdryppet, thi den regn, der havde berørt Guds eget hus, ar lidt af dets hellighed ned over den døde i graven. Efter reformationen blev der, som før nævnt, andre kår for kirke og menighed. Kirken med sit jordtilliggende og sin tiende blev en handelsvare for de højestbydende. Navnlig efter skånske krig, hvor statskassen var tom. tog salget af kirkerne fart. Den 17. april 1683 solgte Chr. V Refsvindinge kirke med tilhørende indtægter til fru Hedvig Sofie Urne, enke efter Jørgen Frils til Dueholm. Hun ejede den indtil 1709 og gjorde det mindst mulige ved bygningen. I stedet skænkede hun i 1704 kirken den smukke alterkalk og brødæske, som endnu benyttes. Fra 1709 og de næste 100 år er kirkens skæbne knyttet til Juuiskov, hvis ejere ikke alle var lige omhyggelige, hvad de gentagne kirkesyns-beretninger tydeligt fortæller om. Fra 1661 og til 1705 ejedes hovedgården af etatsråd Knud Urne. Det var denne ejer, der, som alt fortalt, oprettede Refsvindinge hospital. Til minde om Knud Urne fire såkaldte skjoldmærker inde i kirken over indgangsdøren. De har oprindelig været anbragt på hospitalets, mur. Det ene mærke viser slægten Urnes våben: Et gråt ornelår med guldkløer i blåt felt; de tre andre hans tre hustruers: Elisabet Sofie Urne: Det samme som hans. Edele Brockenhus: Skjoldet delt i rødt og sølv med tre blå blomster. Anne Beate Walkendorff: Rød rose i sølvindfatning omgivet af tre sorte vinger. På den nordre væg i skibet har været anbragt et pulpitur. Her sad herskaberne, når de en enkelt gang overværede en gudstjeneste. Fra 1688 og til 1922 har kirken haft ca. en snes forskellige ejere. En af de værste var en gårdforpagter, Rasmus Nielsen, der omkring 1812 havde rådighed over den. Han lod ovennævnte pulpitur bryde ned og sælge ved auktion, måske gik der mere med ved samme lejlighed. Birkedommeren, Hans Håstrup på Liselund, fik 1. april 1844 cancelliets tilladelse til at tage blytaget ned og erstatte dette med tegl mod, at overskuddet fra salget af blyet skulle gå til skolevæsenets forbedring. En senere ejer, pastor Grå, skænkede 1883 den ene af kirkens to klokker, den bærer foruden hans navn indskriften: "Ser op, Lukas 21. kapitel, vers 28". Den anden og større klokke er fra 1848 og er støbt af M. P. Allerup i Odense. Dens indskrift er "Soli deo gIoria". År 1922 blev kirken selvejende og dens trængselstid var dermed forbi. |